I landsbyen Skårup på Sydfyn er borgere, institutioner, lokalrådet, Svendborg Kommune og kommunens forsyningsselskab Svendborg VE gået sammen om at etablere Skårups Bæredygtige Energifællesskab. Formålet er at give medlemmerne og Skårup miljømæssige, økonomiske og sociale fællesskabsfordele, reducere CO2, og formidle lokalt om vedvarende energi og den nødvendige grønne omstilling. Desuden vil projektet vise, hvordan man lokalt igennem energifællesskaber får helt nye muligheder for at balancere forbrug og produktion, både i forhold til el og varme.

Og der ér mange muligheder at finde i Skårup. Sammen med Det Bæredygtige Energifællesskab Skårup vil vi bl.a. arbejde med sektorkobling af fjernvarme og lokalproduceret strøm, samt etablering af ladestandere og batterier.

Alt sammen til gavn og glæde for den grønne omstilling og lokalområdet i Skårup